24 november 2017
Velkommen til Kirurgisk Klinik Ny Kongensgade

Behandling af karsprængninger på ben (kaldet mikrosklerosering eller mikroinjektion)

Karsprængninger på benene består af meget tynde blodårer, som ligger overfladisk i huden og derfor synligt for det blotte øje. De kan ligge enkeltvis, men også samlet i områder, som kan blive blå eller lilla misfarvet. De ses ofte i forbindelse med åreknuder, men kan også forekomme alene. Har man åreknuder, bør disse behandles først for at opnå det bedste behandlingsresultat.

Før behandlingen
Behandlingen foregår ambulant og du behøver ikke at tage specielle forholdsregler udover, at du ikke må smøre creme på benene på behandlingsdagen. Behandlingen tager ca. 20 minutter. Der tages fotografier før behandling og ved evt. kontrol.

Behandling af karsprængninger på ben
Karsprængninger på ben behandles effektivt med sklerosering (også kaldt mikroinjektion). En meget lille nål føres ind i den tynde åre og derefter sprøjtes skleroseringsvæsken ind. Formålet er at irritere karvæggen og få karret til at gå til grunde. Afhængig af dets størrelse, absorberes blodkarret af kroppen i løbet af 3 til 6 måneder, men kan tage op til 1 år.

Komplikationer
Der kan ind imellem dannes en blære på det sted, hvor nålen føres ind i huden. Blæren forsvinder af sig selv og kræver som regel ikke behandling. I sjældne tilfælde kan der forekomme et sår, som oftest ikke kræver behandling.

Hvis behandlingen finder sted ved huden omkring fødderne og anklerne, kan der opstå hævelse og ømhed i de behandlede områder, som normalt forsvinder efter ca. 1-2 uger.

En sjælden komplikation i forbindelse med mikrosklerosering af benene er årebetændelse. Hvis årebetændelsen er overfladisk, kan den evt. behandles med en salve. Skulle den opstå i de dybe vener, behandles den med blodfortyndende medicin.

Det er vigtigt at patienten henvender sig til klinikken eller egen læge, hvis der opstår smerter og hævelse af benet efter behandling. Ring til os hvis du er i tvivl. Vi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 26 79 66 66.


Efter behandlingen
Efter behandlingen vil du få en forbinding på det behandlede område. Du skal lade forbindingen sidde i 1 døgn, hvorefter du selv kan fjerne den. Forbindingen generer ikke, og du behøver ikke at tage specielle hensyn. Skal du ude i solen, så husk at beskytte huden med solcreme.

Forventet resultat
Resultatet af behandlingen kan først rigtigt bedømmes efter 6-12 mdr. Karsprængningerne kan forsvinde helt eller blive mindre synlige, og kræver som regel kun 1 behandling det samme sted.

Efter behandling, kan de større kar blive mørke og mere afgrænsede inden de forsvinder, og nogle bør evt. tømmes for blod efter et par uger for at fremme det bedste resultat.

Man bør være opmærksom på, at der kan dannes et mørkt pigment streg, prik eller skygge, hvor karret har været. Pigmenteringen forsvinder, men det kan tage op til et år.

Mikroinjektionsbehandling et sted på benene udelukker ikke, at der kan opstå nye karsprængninger i de omkringliggende områder eller andre steder på benene.

Pris
En behandling på ca. 20 minutter eller når den maksimale anbefalede dosis af injektionsvæske pr. behandling er anvendt koster kr. 1.200,00. Udgiften dækkes ikke af sygesikringen.

Samtykke
Samtykke til behandlingen kan først afgives efter to dages betænkningstid. Du har mulighed for at medbringe en bisidder ved modtagelsen af den mundtlige information.
 
Revideret af SMJ 1.07.2017. Revideres årligt senest 1.07.2018.