25 september 2017
Velkommen til Kirurgisk Klinik Ny Kongensgade

Generel vejledning til operation i lokalbedøvelse

Før operationen
Hvis De har pacemaker, er i behandling med blodfortyndende medicin (fx Magnyl eller Marevan) eller midler mod depression skal dette oplyses i god tid før operationen. Undlad at smøre creme på huden. Eventuelt hår fjernes dagen før med en barbermaskine i et område omkring operationsstedet.

Operationen
Huden desinficeres med klorhexidinsprit. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind under huden med en tynd nål. Dette svier og spænder et kort øjeblik. Man kan ved operationen ofte mærke berøring, men ikke smerte. Såret lukkes med en tråd der skal fjernes efter 7-14 dage i klinikken.

Efter operationen
Mod smerter: Lokalbedøvelsen holder i 2-6 timer. Med mindre andet er aftalt, kan der mod smerter tages almindelige håndkøbspræparater (Paracetamol, Kodimagnyl eller evt. Ibuprofen).
Forbinding: Forbindingen fjernes efter 2 dage (med mindre andet er aftalt). Ved behov kan såret derefter dækkes med Micropore (købes på apoteket).
Efter tråd fjernelse kan man i ca. 3 uger dække såret med Micropore (papirplaster) for at undgå at kanterne skrider fra hinanden.
Restriktioner: Med mindre andet er aftalt, er der ingen restriktioner i hvad man må, dog frarådes badning i svømmehal og havvand, indtil trådene er fjernet.

Komplikationer
I sjældne tilfælde kommer der blodansamling, som oftest forsvinder af sig selv efter nogle dage til uger. I yderst sjældne tilfælde kommer der betændelse. I meget sjældne tilfælde bliver ar grimme eller fortykkede. I yderst sjældne tilfælde udvikles en overfølsomheds reaktion mod lokalbedøvelse, dette kræver hurtig behandling eller eventuel indlæggelse på hospital.

Meget vigtigt
Skulle der efter operation opstå feber, hævelse eller tiltagende smerter bedes De straks kontakte klinikken på telefon 33 11 44 48 eller efter åbningstider privat på mobil telefon 26 79 66 66, alternativt søge skadestue/vagtlæge.
 
Revideret af SMJ 1.07.2017. Revideres årligt senest 1.07.2018.