23 Juli 2017
Velkommen til Kirurgisk Klinik Ny Kongensgade

Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen (Sigmoideoskopi)

Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen
(Sigmoideoskopi)

 

Ved undersøgelsen føres en tynd, bøjelig slange med lys op i endetarmen og videre til tyktarmen.
Ved undersøgelsen efterses slimhinden i den nederste del/venstre side af tyktarmen.

Hvis der findes polypper fjernes disse oftest samtidig. Der kan også tages vævsprøve fra slimhinden til mikroskopisk undersøgelse.

Undersøgelsen varer ca. 3-10 minutter og det er yderst sjældent, at det bliver nødvendig at give beroligende eller smertestillende medicin.

Hvis du tager blodfortyndende medicin (Maravan eller Magnyl) skal du oplyse dette til lægen.

Det er vigtigt, at du er grundigt udrenset inden undersøgelsen. Du skal udrense tyktarmen hjemme på følgende måde:

 

Udrensning af tarmen:

 

Ved tidsbestilling er der sendt recept på udrensning. Udrensning kan hentes på et hvert apotek og er gratis.

 

Dagen før undersøgelsen:


Du må kun indtage flydende kost. Du skal drikke ca. 3 liter væske, f.eks. vand, juice, bouillon og undgå væsker, som er tilsat røde farvestoffer.

Kl. 12 og kl. 22 skal du tage 2 tabletter Toilax (afføringsmiddel). Drik rigelig væske ved siden af.

 

På undersøgelsesdagen:


Du skal fortsætte med flydende kost indtil du har været til undersøgelsen.
Du skal tage din sædvanlige medicin, med undtagelse af blodfortyndende medicin.
Ca. 1½ time inden du tager hjemmefra skal tarmen tømmes ved hjælp af det klysma, som ligger i pakken. Det er bedst, hvis du ligger ned, når du indfører tubespisen (uden hætte) i endetarmen.
Du skal tømme tuben og vente indtil du får afføringstrang, gerne 5 minutter eller længere.

 

Undersøgelsen:


Ved undersøgelsen skal du ligge på venstre side. Endetarmsåbningen smøres med lokalbedøvende creme inden kikkerten føres ind i tarmen.

For at kunne efterse tarmens slimhinde er det nødvendigt at puste luft ind i tarmen. Det kan give lidt mavekneb og fornemmelse af oppustethed. Dette forsvinder hurtigt.

 

Efter undersøgelsen:


Der er som regel ikke noget i vejen for, at man kan gå på arbejde umiddelbart efter undersøgelsen.

 

Svar på undersøgelsen:


Du informeres om undersøgelsesresultatet af lægen umiddelbart efter undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver vil du efter ca. 1 uge få besked på prøvesvaret, enten ved samtale i klinikken eller ved et telefonopkald.

 

Komplikationer:


Hvis der er taget vævsprøver, kan dette medføre minimale mængder blod i afføringen i det følgende døgn. I meget sjældne tilfælde kan undersøgelsen kompliceres med hul på tarmen.

 

Meget vigtigt:


Skulle der opstå tiltagende smerter, feber eller blødning fra tarmen bedes du straks kontakte klinikken på telefon 33 11 44 48, eller efter åbningstider privat på mobil telefon  26 79 66 66, alternativt søge skadestue/ vagtlæge.

 

Revideret af SMJ 1.07.2017. Revideres årligt senest 1.07.2018