25 september 2017
Velkommen til Kirurgisk Klinik Ny Kongensgade

Pilonidalcyste

Pilonidalcyste

 

Pilonidalcyste betyder "en væskefyldt blære med hår". Hvis der kommer betændelse i området, kan der være tale om en byld eller såkaldt "pilonidal abscess". Pilonidalcyster ses oftest mellem endeballerne. Symptomerne er sekretion, kløe og smerter. Ved byld dannelse kan man få høj feber og dette kræver akut behandling med åbning af bylden.

 

Før operationen

Operationen kræver ingen forberedelse, men det er en god ide at sørge for at have smertestillende medicin i hjemmet.

 

Operationen

Indgrebet udføres i lokalbedøvelse. Ved operationen fjernes det syge væv med eventuelle hudåbninger og cyster. Såret sys som regel sammen, men i visse tilfælde må man lade såret stå åbent med henblik på opheling fra bunden.

 

Efter operationen

Lokalbedøvelsen holder i 2-6 timer.

Mod smerter: De første 2-3 dage efter operationen er som regel smertefulde. Med mindre andet er aftalt, kan der mod smerter tages almindelige håndkøbspræparater Paracetamol, Kodimagnyl eller Ibuprofen.

Restriktioner: Det er mest hensigtsmæssigt at sørge for transport efter operationen. Hvis du har fået beroligende medicin, må du under ingen omstændigheder køre bil eller cykle.

 

Forbinding

Forbinding fjernes dagen efter operationen. Operationssåret rengøres bedst ved at skylle med en håndbruser to gange daglig og efter toiletbesøg, indtil operationsområdet er smertefrit. Eventuelt kan kolde omslag anvendes (kuldepakning) både for at standse hævelse og mindske smerter.

Sygemelding er oftest nødvendig til trådene er fjernet ca. 10 dage efter operationen.

Trådene fjernes her på klinikken med mindre andet er aftalt.

 

Komplikationer

De hyppigste komplikationer er feber, smerter og betændelse i såret. Ved betændelse kan det være nødvendigt at åbne såret og skylle med håndbruset til opheling er opnået.

 

Meget vigtigt                  

Skulle der efter operation opstå feber, større blødning, hævelse eller tiltagende smerter bedes du straks kontakte klinikken på telefon 33 11 44 48 eller efter åbningstider privat på mobil telefon 26 79 66 66, alternativt søge skadestue/vagtlæge.

 

Revideret af SMJ 01.07.2017. Reviseres årligt senest 01.07.2018.